Artikel
30.05.2016

Nye tider for alt ved det gamle

I over 90 år har Svinkløv Badehotel tiltrukket en stor kerne af usædvanligt trofaste stamgæster og medarbejdere. Så mange, at man hvert år før sæsonstart næsten kan melde alt optaget. Fordi Danmarks største træhus emmer af en autentisk stemning og en ophøjet ro uden mobildækning og wifi, som går op i en højere enhed med den vilde natur. Her er alt ved det gamle – med en enkelt undtagelse: Hotellets ejer, Lise Emborg, har efter 22 år overladt ansvaret for Svinkløv Badehotel til Louise og Kenneth.

Både stamgæsterne og medarbejderne taler om 'vores Svinkløv'. Der er stamgæster, der er kommet på badehotellet i over 50 år – i de samme uger, på de samme værelser og med samme pladser i restauranten. Nu tager deres børn og børnebørn tråden op. Det samme gælder medarbejderne. De kommer også igen år efter år.

Men i år er der to personer, der har fået nye roller på hotellet. Den ene har været i køkkenet siden 2009. Den anden flyttede ind sidste år, for hotellets ejer og karismatiske personlighed gennem 22 år, Lise Emborg, har besluttet, at det nu skal være 'Louise og Kenneths Svinkløv'.

Louise og Kenneth Toft-Hansen. Tv-tilrettelæggeren Louise, der i foråret kunne holde bryllup og sæsonåbning med køkkenchefen Kenneth, som i flere år har bevist, at han hører til i den absolutte top af dansk gastronomi.

En gave – og en opgave

"Vi har fået en gave så stor – og en opgave, der er endnu større", lyder det med respekt fra det nye værtspar. "Det er jo ikke bare et badehotel, vi skal føre videre. Det er en stemning og en holdning, der er skabt af medarbejdere, som vil både os og vores gæster det bedste. Så vi skal pleje og bevare, men selvfølgelig har vi drømme og ambitioner, så alt det nye, vi måtte tænke på at indføre, skal være naturligt. Det skal også fremover være det Svinkløv, både gæsterne og medarbejderne holder af, man møder."

Den 90 år gamle bygning er bl.a. kendt for sin meget høje vedligeholdelsesstandard – opretholdt af både en fuldtidsansat maler og en stor kreds af gæster, familie og venner, som i årevis har indtaget huset forårog efterår for at male, reparere, sy gardiner og puder – og hygge sig. Fremover suppleres indsats-en af den fond, som Lise Emborg har overladt ejerskabet af Svinkløv Badehotel – og af et værtspar, der i den grad brænder for opgaven.

Den gastronomiske dagsorden

Selv om selve hoteldriften og den udadvendte kontakt er Louises domæne, kan Kenneth konstatere, at han faktisk trives rigtig godt blandt gæsterne i restauranten. Men det er i køkkenet i kælderen han fortsat vil sætte den gastronomiske dagsorden sammen med sin trofaste køkkenchef, Henrik Aggerholm Olsen, og de øvrige 10 kokke og elever.

Og her er de urørlige Svinkløv-klassikere fortsat på dagsordenen – fra fiskefrikadellerne til valnøddelagkagen. Men også den internationale konkurrencekok markerer sig på dagens tre menuer – Svinkløv-menuen, Den havfriske- og Den grønne menu. Hvad aftenens menuer indeholder, beslutter det samlede køkkenhold om morgenen, når fiskene fra Slette Strand er landet, og Bente og Trevor har afleveret morgenens høst af frugt og grønt.

Opskriften på både klassisk fryd og høj gastronomi præsenteres i den nye stemnings- og kogebog, som det unge værtspar udgav som markering af overtagelsen.

Rational i køkkenet og Figgjo på gulvet

Trofaste læsere af 'Godt Grej' vil vide, at Kenneth ynder at møde sæsonen med nyt 'legetøj' til køkkenfolket. I år handler det om den nyeste generation af RATIONAL-ovnene, og som vanligt er det konsulent Per Plesner fra BENT BRANDT, der er taget med på råd.

Per Plesner kan samtidig glæde sig over, at de senere års investeringer i FIGGJO-porcelæn på Svinkløv fungerer som en overbevisende scene for de sublime anretninger, der præsenteres i den nye kogebog. Med det hvidlakerede gulv, der næsten er blevet et synonym med badehotellet ved Jammerbugten, som baggrund for det hvide porcelæn, går tingene op i en højere enhed.