Artikel
04.11.2019

Mad med omsorg og minder

Hver morgen går Pia, Lotte, Jeppe eller Hanne fra køkkenet rundt og får en snak med hver af de 15 patienter på det nordjyske hospice. Det handler om, hvad de kunne tænke sig at spise til dagens (små) måltider. Og hvad de ønsker, skal de få.

Det er en helt speciel ro, der møder én, når man træder ind på det funklende nye hospice i udkanten af Nørresundby. Der er stille, men ikke på den triste måde, selv om de fleste af de 15 patienter er uhelbredeligt syge og er her for at få en værdig død.

Her er stille, fordi der er tænkt omsorg og ro ind i hver detalje i byggeriet. Stille, fordi der er tid til at yde en indsats – både som plejepersonale, som frivillig og som medarbejder i køkkenet.

Ikke bare en køkkenhistorie

Det er konsulent Martin Thomsen fra BENT BRANDT, der har foreslået, at vi skal lave en artikel om Hospice Vangen. Ikke fordi køkkenet har en helt speciel indretning – køkkenet har den bageafdeling og det afsnit til det varme, som personalet har ønsket sig. Ovnene er genbrug fra det gamle hospice i munkeklostret Kamillianergården. Arbejdsbordene er godt placeret langs vinduerne. Køle- og frostrum kunne ikke blive så store, som man havde håbet på, men det var nu engang det areal, der var afsat i byggeriet.

Opvaskemaskinen og en skabsfryser er placeret lige ved døren, for der skal være adgang til begge dele for plejepersonale og frivillige døgnet rundt. I fryseren findes et hav af små bøtter og bægre med hjemmelavede små, let spiselige portioner af forskellige livretter og kræserier, som hurtigt kan serveres for patienterne, hvis lysten skulle melde sig.

Det fungerer godt, siger man. Men det var ikke kun derfor, Martin Thomsen foreslog en artikel om Hospice Vangen. Han har som BENT BRANDT konsulent haft sin gang i køkkenerne på de nordjyske hospicer i mange år.

Professionel indlevelse

”Ved mit første konsulentbesøg på et hospice ankom jeg samtidig med bedemanden,” fortæller Martin Thomsen. ”Og ja, selvfølgelig er det noget, man som hospice-medarbejder forholder sig professionelt til, men jeg er dybt imponeret over, at professionalismen i den grad er pakket ind i omsorg og indlevelse – både hos det personale, der har pleje som job og hos de frivillige, der ofte har været pårørende til en hospice-patient. Men også i den grad i køkkenet, hvor det bliver en personlig og faglig udfordring at opfylde den enkelte patients ønsker.”

I vores møde med køkkenholdet, bestående af Pia Christensen, Lotte Olsen, Jeppe Avlund Hansen og køkkenleder Hanne Nørgaard, bliver det tydeligt, at snakken med patienterne om dagens ønsker bidrager til både den personlige og den faglige tilfredsstillelse i jobbet. ”Vi får sat ansigter på, og vi oplever deres taknemmelighed,” lyder det samstemmende. ”Det giver virkelig lyst til at lave mad, der gør godt.”

At det erfarne nordjyske køkkenhold samtidig har både et smittende humør og en rigtig god situationsfornemmelse giver kun den gode smag en ekstra dimension.

”Hvad du ønsker…”

Patienternes ønsker handler ofte om minder, og når en patient tænker tilbage på stegt ål, så skal han selvfølgelig genopleve smagen. Og til patienten, der i oktober måned erkender, at hun ikke kommer til at opleve julen, bliver der lavet en julemenu med det hele – uanset, at det som regel kun er ganske små mængder, der sættes til livs. Men også mange pårørende spiser med, og der er altid flere af Vangens 60 frivillige til stede plus personalet. Typisk laver køkkenet frokost, dagens ret, lækre salater, hjemmebagt brød og kager til 40-50 personer + ønskerne. 7 dage om ugen.

Netop det uforudsigelige i ønskerne, er en kærkommen faglig udfordring. Måske skal der tænkes alternativt, for at kødet får en konsistens, som patienterne kan spise. Men smagen og duften skal være den ægte vare, der hjemmesyltes, og der skal gøres noget ud af anretningen af små, overkommelige portioner. Og så kan det da godt være, at personalet må en tur i supermarkedet for at købe ind til risotto, hvis det nu lige er det, der er ønsket. Men det gør de med glæde!

Mindernes terapi

Når køkkenet og de frivillige med jævne mellemrum dækker op til det store, duftende kagebord, sker det på flotte, gamle duge og med forskellige kaffestel. Det er også fra skabet med arvestykker, at de pårørende vælger vaser til blomster, for erindringer er et godt udgangspunkt for en anderledes snak.

Også på patienternes stuer er der plads til erindringer og hjemlig hygge – opslagstavlen ved sengen til fotos, tegninger og breve og hylder med riller, hvor billeder hjemmefra kan stilles.

Alle stuer har overdækket terrasse og en smuk udsigt til have og skov, som matcher de farver, farveterapeuten har valgt til stuerne. Farver, der har en dokumenteret beroligende effekt, og som kan supplere den stille musik, musikterapeuten har fundet frem til i samråd med den enkelte patient.

Kun hospitalssengen, personliften i loftet og det store, funktionelle badeværelse vidner om, at det er en patient, der bor her.

Lyden af stilhed

Og så vender vi tilbage til den ro og stilhed, der varmer på gangene, i rummene til wellness og refleksion og i de hyggelige små oaser inde og ude. Det er resultatet af gennemtænkt arkitektur, hvor intet ovenlys sidder tilfældigt, og hvor der overalt er fokus på akustikken – fordi lyd kan være uudholdelig, når kræfterne er små.

Derfor har Martin Thomsen også placeret kølerummenes kompressorer i et fjernt teknikrum.

Hospice Vangen er bygget som etOffentligt-Privat Partnerskab hvor Region Nordjylland lejer sig ind hos bygherren TRIGON, der også står for driften de næste 25 år.