Artikel
11.08.2014

Kylling & Concept

For fem år siden luftede Stefan Langvad sin idé for maskinkonsulent Dan Svendsen fra BENT BRANDT. En idé om fastfood med god samvittighed – i bogstaveligste forstand med kyllinger som omdrejningspunkt, for danskerne vil se kyllinger blive grillet på spyd, for at det er 'rigtige' grillkyllinger, havde Stefan konstateret. Men samarbejdet med BENT BRANDT blev til meget mere end levering af en rotisseriovn, og idéen blev til mere end kyllinger. Det blev til Kylling & Co.

I dag er Kylling & Co et alternativ til traditionelle takeaway-tilbud i 8 jyske byer. Efter planen tæller det gennemarbejdede franchisekoncept 15 forretninger i 2016, og succesen er en følge af både et grundigt forarbejde og en konstant produktudvikling.

"Jeg var på mange gårdbesøg, før jeg kom hjem med den majskylling, som er helt perfekt," siger Stefan, mens han med en ske fylder marinade ind i de mange kyllinger, der skal dække dagens efterspørgsel i Kylling & Co's testbutik i Ikast. Marinaden er også resultatet af en lang proces for at nå en særlig BBQ-smag , og som samtidig marinerer kyllingens kød indefra og efterlader skindet sprødt.

Troldmanden og hans programmer

"Til grillkyllinger hører der kartofler, men det skulle ikke være friture, så Dan lod mig møde kok og inspirationskonsulent Kim Schytt, der er RATIONAL-ovnenes troldmand hos BENT BRANDT," fortæller Stefan." Kim hjalp os med at udvikle et program til ovnen, der leverer fantastisk lækre ovnbagte kartoffelbåde, et andet program til bagte kartofler, og da vi fik gang i sandwich-produktionen, har han lavet programmer til alle de forskellige brødvarianter, vi tilbyder. Det betyder, at selv en nybegynder kan lave perfekte, ensartede resultater i ovnen hver gang. Og det fantastiske ved RATIONAL-ovnen er jo, at vi kan lave flere forskellige ting på én gang – computeren sørger for, at de enkelte ting får den tid, de skal have."

Ovne i døgndrift

For et par år siden udvidede Kylling & Co menukortet med spareribs. "Her har vi lavet et program, så vi steger spareribs 12 timer over nat. Det giver en fantastisk kvalitet, og vi kan bruge ovnen til alt det andet om dagen," beretter Stefan. Samtidig er programmerne en garanti for, at produkterne fremstilles helt ens i butikkerne. Alle butikker får RATIONAL-ovne, og ved opstart indlæses programmerne via et USB-stik, hvorefter en konsulent fra BENT BRANDT kommer på besøg et par timer og instruerer de nye medarbejdere i betjeningen.

Nyheder på menuen

Lige nu tester Stefan og Kim en mini-steg til to personer, for nyheder på menuen er vigtige. "I samarbejde med en kok udvikler vi hver måned 'Månedens sandwich' og varierer salatbaren med 3-4 specialiteter, som kunderne umiddelbart ikke selv ville købe," fortæller Stefan. Og begge dele er en succes. I gennemsnit sælger butikken i Ikast omkring 300 sandwich og 200 salater om dagen. "55% af vores kunder er piger i alderen 18 til 25 år, og her er en stor, lækker og meget synlig salatbar et stærkt signal om sundhed og kvalitet. Salatbaren er også den gode samvittighed for børnefamilierne, som kommer i stort antal i weekenden, og for de mange ældre mennesker, der kommer, fordi de kan købe små portioner hos os," forklarer Stefan.

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed

En anden, væsentlig målgruppe er kendetegnet ved et af de krav, som kæden har til placering af sine butikker: Det skal være tæt på uddannelsesinstitutioner. Og det er ikke kun elevernes egne indkøb, der satses på. I Ikast har en forældregruppe lavet aftale med Kylling & Co om daglig levering af mini-sandwich og frugt til 50 elever.