Artikel
13.08.2015

Himmel, hav og derimellem

Der er stadig højt til himlen, selv om vi er 45 meter over vandets overflade på havnen i Frederikshavn. Så Himmelhav er et meget sigende navn til det sted, som kok og verdens­mester i grillede desserter, Flemming Vinther Hundsdahl, har skabt på 9., 10. og 11. etage i Kattegat Siloen. Himmelhav er en perfekt kombination af kantine, møde- og konference­servering og et utal af selskaber, der nyder både udsigt og gastronomi. Og Flemming nyder mulighederne for at praktisere sit motto: Kærlighed og Kogekunst.

At kærlighed er en del af Flemmings motto handler om, at der nu er tid til familien efter mange år med arbejdsuger, der kunne nærme sig 100 timer. Men sådan er det jo, når kogekunst også er en del af ens motto, og arbejdspladserne bl.a. hedder Munkebo Kro, Ruths Hotel, Color Hotel – for ikke at tale om tilværelsen som selvstændig restaurantejer sammen med sin tvillingebror.

Flemming overtog Himmelhav i september 2014 – eller rettere kom tilbage, for da stedets første forpagter åbnede restaurant i 2006, var det med Flemming som køkkenchef.

I dag er det slut med a la carte. Restaurantlokalerne på 9. sal – med pejs, lounge og den formidable udsigt over Kattegat og Frederikshavn – fungerer ved frokosttid som kantine for nogle af de ca. 80 virksomheder, der holder til i Frederikshavn Maritime Erhvervspark. Erhvervsparken består foruden den gamle kornsilo af de mange bygninger fra det hedengangne Frederikshavn Værft.

"Virksomhederne er også flittige brugere af de møde- og konferencefaciliteter, jeg råder over på 10. og 11. etage," fortæller Flemming, der dermed også er i stand til at huse tre-fire selskaber ad gangen. Og der må ofte meldes om 'alt optaget'.

Men hvordan hænger det sammen med 'tid til familien'?

Weekend for fuld skrue

"Fint," siger den passionerede kok. "Ugen igennem hygger jeg mig med at lave god mad til Erhvervs-parkens medarbejdere og gæster. Min hustru Anja hjælper hver dag med anretningen, og hun tager sig i øvrigt også af det administrative. Og så i weekenden – der leger jeg, skruer helt op for kogekunsten og får måske hjælp af min bror, mens Anja tager sig af gæsterne. Det er en fælles opgave og noget helt andet end a la carte-ræset."

Og her i sommermånederne kan gæsterne også nyde den ultimative udsigt 55 meter oppe under tagterrassens sejl – måske også med udsigt til at smage den dessert, som gav Flemming og de øvrige fire kokke fra det danske grill-landshold verdensmesterskabet i desserter i 2003 på Jamaica.

For i Frederikshavn er Flemming Vinther Hundsdahl stadig på toppen – bogstavelig talt.