Artikel
06.05.2024

Hvorfor er det så svært at rekruttere nye medarbejdere?

En del af forklaringen er, at den unge generation har andre behov og krav.

Christina Brinks havde tænkt sig et enkelt sabbatår på Jensens Bøfhus efter studentereksamen. Hun blev i kæden i 12 år og rejste videre med en solid viden om, hvordan man introducerer nye medarbejdere til et arbejde, der ikke bare er et job, men et fællesskab man har lyst til at engagere sig i. Hos BoConcept udviklede hun det til et digitalt værktøj, der bandt kultur, produkt- og salgstræning sammen i 60 lande.

I dag er Christina indehaver af Hospitality Akademiet, der henvender sig målrettet til restauranter, hoteller og konferencecentre, som ønsker at tiltrække og holde på en engageret medarbejderskare. Vi har spurgt Christina, hvordan det kan lade sig gøre – nu og i fremtiden.

Nye tider

Der var engang, hvor lederen stillede krav og medarbejderne adlød. Så enkelt er det ikke længere. Generation Z, født mellem 1997 og 2012, stiller i høj grad krav tilbage. De vil have ordentlige vilkår og gode muligheder for udvikling. De er desuden vokset op i en digital verden og med et socialt liv, der ofte er lige så digitalt som fysisk. At skabe nye sociale relationer på en ny arbejdsplads, kan derfor være både skræmmende og udfordrende. Tryghed er et nøgleord, som ledelsen bør tage meget alvorligt.

Tag godt imod

Vores erfaringer viser, at tryg og effektiv opstart – også kaldet ’onboarding’ – er meget vigtig for, hvor længe man bliver i jobbet. I en af vores undersøgelser svarer hele 71%, at deres onboarding til jobbet var mangelfuld. Dvs. at vigtige medarbejdere skræmmes væk – og i værste fald helt ud af branchen. Det ér et afgørende indsatsområde!

Det er dyrt

Som tommelfingerregel koster en nyansættelse min. 60.000 kr. Her indregnes bl.a. rekrutteringsprocessen, dobbelt løn på følvagter, gentagne spørgsmål, forstyrrelse af kolleger og reduceret salg og effektivitet i de første 3 mdr. Er det muligt at reducere antallet af rekrutteringer med bare 1-2 medarbejdere årligt og i øvrigt forlænge den gennemsnitlige ansættelsesvarighed med blot et par måneder ved at prioritere god onboarding, styrke fællesskabet og sikre rette kompetencer? JA! Men det kræver, at man gør noget andet end i dag.

Set, hørt og betydningsfuld

Generation Z er meget fællesskabsorienteret og med et stort behov for anerkendelse og feedback. De har en tendens til hurtigere at blive usikre og nervøse for ikke at gøre tingene rigtigt eller godt nok. Brug derfor tid på at forventningsafstemme, udvis taknemmelighed, italesæt at de og deres indsats er værdsat og klæd dem på til succes med løbende træning.

Involvering skaber tilhørsforhold

Involvér gerne medarbejderne i både drift og udvikling. Det kan være ny menu, ny kampagne eller dagens mersalgsfokus. Efterspørg deres input og gode idéer og vær ikke bange for at uddelegere ansvar. Følelsen af at bidrage, gøre en forskel og løfte i flok er en fantastisk motivationsfaktor. De virksomheder, som lykkes med at have medarbejdere, der føler, at virksomheden også lidt er deres, vinder stort.

Udnyt digitale muligheder

Omfavn gerne digitale muligheder der understøtter udvikling på en tidsoptimeret måde. En medarbejderapp kan f.eks. sætte rammen for både onboarding, intern kommunikation, digitale kurser, daglige tjeklister, trivselsundersøgelser osv. Det er derudover et fantastisk værktøj til at holde linjen varm ud mod reserveansatte eller sæsonmedarbejdere, så de fortsat føler sig som en vigtig del af teamet og ikke søger nye græsgange.

Dedikeret intern HR eller ekstern huscoach

At sætte onboarding, personaleudvikling og trivsel højere på agendaen, kræver tid og fokus. Enten fra en dedikeret intern HR-ressource eller ved at indgå samarbejde med en ekstern Huscoach. Hos Hospitality Akademiet oplever vi at blive valgt som ledelsens fortrolige sparringspartner og insisterende hånd i ryggen typisk 1-3 dage om måneden. Ønsker du at være mere attraktiv for nuværende og kommende medarbejdere, er du nødt til at sætte ind på dette område. Det er heldigvis en god investering.

I Hospitality Akademiet hjælper Christina Brinks restauranter, hoteller og konferencecentre, som ønsker at tiltrække og holde på en engageret medarbejderskare.