Hvid chokolademousse
Hvid chokolademousse a la zabaglione, Oscietra caviar fra Rossini, vanilleis, rålakrids og oliven. Steffen Villadsen fra Molskroen giver her sin opskrift på en lækker chokolademousse.

Fremgangsmåde
Hvid mousse:
Kog fløde op med vanille, sukker og citronskal.
Sigt fløden over hakket hvid chokolade.
Rom og den udblødte husblas røres i massen.
Afkøles et døgn og piskes op til konsistens af let flødeskum.
Vanilleis:
Kog mælk, fløde og vanille op. Pisk æggeblommer og sukker hvidt og luftigt. Rør den kogende mælkeblanding i æggemassen og kom den tilbage i gryden.
Legeres ved omrøring til 80 grader. Den udblødte husblas røres i. Fryses på paco-bæger og køres op ca. 1 time inden brug.
Anretning:
Lav en flot dut af hvid choko-mousse og lav en fordybning heri med en varm ske. Anret en quenelle af 10 gram caviar i fordybningen. Kugl isen op og placér ved siden af moussen. Drys rå lakridspulver og hakkede tørrede oliven over retten.