close

Uddannelser samlet til kamp

Befolkningstallet vokser på Bornholm, men antallet af unge falder. Nu går øens uddannelsesinstitutioner samlet til kamp for at udvikle et unikt tilbud til både de unge og til hele Danmarks nye spisekammer og spisested. Vi går i køkkenerne på nybyggede Campus Bornholm for at få opskriften.

I et villakvarter i Rønne hæver en imponerende bygning sig over hustagene. En bygning beklædt med changerende, gyldne tombak-plader – et materiale, der er fremstillet af genanvendt kobber og zink. For bæredygtighed har været et nøgleord i byggeriet, der blev taget i brug i august 2018, og som nu danner rammerne for nytænkning af alle gymnasie-, erhvervs-, voksen- og efteruddannelser på øen.

Det spektakulære nybyggeri binder eksisterende, velfungerende skole-, værksteds- og sproglokaler sammen til et 14.000 m2 stort campus, hvor 1.100 elever og 300 undervisere fra 9 forskellige adresser i Rønne nu er samlet. Og netop oplevelsen af et fællesskab på tværs af uddannelserne har været et mål for både projekt og arkitektur, og her spiller et 4 etager højt torv en central rolle. Alle etager er forbundet af flotte trapper og gangbroer, og der er masser af mødesteder, ikke mindst i stueetagen, hvor torvet er i åben forbindelse med den store kantine. For maden spiller en væsentlig rolle på Campus Bornholm – både som et dagligt morgen-, formiddags- og frokosttilbud til eleverne og som en 'Mad Med Oplevelser'-uddannelse. En uddannelse, der nyder stor bevågenhed på øen, der er blevet hele Danmarks gastronomiske og fødevaremæssige fyrtårn.

Gennemtænkt logistik

Det er da også en synlig glad og stolt uddannelses- og kantineleder, der viser rundt i de nye faciliteter. Ole B. Larsen har fået et 'superkøkken', som han kalder det, til kantineproduktionen, hvor arbejdet er synligt for gæsterne. Køkkenet kan også bruges til skolepraktik, men det er der sjældent brug for – der er nemlig rift om gastronom- og ernæringsassistenteleverne på Bornholm.

Lige bag kantinekøkkenet er undervisningskøkkenerne placeret. Dem er der 3 af plus et grøntkøkken, et bageri, en opvask og et røgeri på vej.
Ole B. Larsen overtog driften af kantinen kort tid før åbningen. Projektafdelingen hos BENT BRANDT og konsulent Kenni Elsborg havde på det tidspunkt allerede arbejdet på det store projekt i et par år.

Gastronomi i praksis

Ole B. Larsen har en drøm om snart at kunne håndtere hele dyr på stedet som en del af uddannelsen. "Vi har allerede et tæt samarbejde med Gården, der er øens Madkulturhus. Her har bl.a. jægere undervist vores elever i udskæring af vildt, vi plukker svampe sammen med naturvejlederne, besøger gamle æbleplantager og andre af de mange producenter af fødevarespecialiteter, der myldrer frem på Bornholm. Og vi er begunstiget af, at de mange dygtige kokke, der har kastet deres kærlighed på øen, ser et stort potentiale i at give deres viden videre i 2-3 dages lektioner på skolen. Det nyder vi også godt af på den daglige buffet i kantinen, hvor bl.a. en spændende salatbar sammen med 'smør-selv-sandwich' og 'lav-selv-juice' er et kæmpehit."

Campus Bornholm

Og så er der de dage, hvor gastronomeleverne øver sig i gastronomiske hovedretter, der sælges i kantinen til 15-20 kr. pr. tallerkenanretning. Lige så fordelagtigt er det, når der dækkes fint op i restaurantlokalet. Her er det pensionister, søfolk, Hjerteforeningens medlemmer m.fl., der inviteres på gourmetoplevelser til en symbolsk pris. Serveret af gastronom-eleverne selv, for der er et problem…

Ingen vil være tjenere

"Vi har kørt en intens kampagne i 3 måneder for at få elever til tjeneruddannelsen – vi fik 1 tilmelding fra Jylland til en del af forløbet. Det er et kæmpe problem for branchen," siger uddannelseslederen, der til gengæld kan melde om fremgang på gastronomuddannelsen med 18 tilmeldte elever. Det skyldes bl.a. stor opmærksomhed fra den lokale presse, der også filmer under vores besøg på Campus Bornholm. Denne dag har skolen inviteret forældre til elever fra folkeskolens 9. klasse på en 3-retters menu. Ole B. Larsen fortæller:
"Vi har i flere år haft et samarbejde med en af byens folkeskoler. Hvert år tilbringer eleverne fra 8. og 9. klasse 3 uger i selskab med vores grundforløbselever. Så har de mulighed for i praksis at stifte bekendtskab med de forskellige erhvervsuddannelser – herunder uddannelserne til gastronom, ernæringsassistent, serviceassistent og tjener. Serveringerne i dag er resultatet af et forløb, hvor man i 3 grupper har skullet blive enige om hver sin menu. Retterne er udviklet, tilberedt og anrettet i vores skolekøkkener sammen med vores grundforløbselever og faglærere. Forinden har man beregnet råvare­mængder, lavet bestillinger og logistik i forbindelse med tilberedningen. Der er designet menukort og dækket flotte borde. Målet er at vække folkeskoleelevernes interesse for håndværksfagene på et tidligt tidspunkt, og det nye studiemiljø er en stor hjælp," siger uddannelseslederen.

Et studiemiljø, hvor det er et krav, at der tænkes mere bevægelse ind i undervisningen. På Campus Bornholm betyder det bl.a. tilbud om yoga, træning i lancier og masser af bordfodbold – foruden aktiviteterne i den flotte sports- og koncerthal.

Fri leg og innovation

Et andet stort aktiv er innovationsværkstedet, der åbner efter skoletid. Her får hovedforløbseleverne på håndværk adgang til alverdens maskiner og materialer plus faglig bistand fra lærerne, så de kan teste deres opfinder-gen. Det er der kommet meget spændende eksperimenter ud af.

Ole B. Larsen forventer flere spændende eksperimenter, når han om kort tid kan invitere sine 'Mad Med Oplevelser'-elever ind i et tilsvarende 'åbent innovationskøkken' ledet af en nyansat kok til opgaven.

Så Campus Bornholm er godt rustet til kampen om de unge og til at supplere øens gastronomiske profil.

Et attraktivt Bornholm for unge…

Industrikøkken · Storkøkken · Køkkenudstyr · Storkøkkenudstyr

BENT BRANDT er leverandør til danske storkøkkener, restauranter og kantiner. Vi leverer alle former for inventar, maskiner samt serverings- og køkkenartikler.
Køb på bentbrandt.dk - også online salg til private.