close

Udsigt til skyfri 'Sol over Gudhjem'

I år er det 10 år siden, 21-årige Mikkel Marschall første gang inviterede fire af landets bedste kokke til at dyste på havnen i Gudhjem. Siden er 'Sol over Gudhjem' vokset til en af de mest prestigefyldte konkurrencer i dansk gastronomi – og en af de hyggeligste, der samler både hele den faglige elite og tusindvis af tilskuere på stedet og ved tv-skærmene.

Lørdag den 23. juni går det løs igen. Fire håndplukkede deltagere dyster i hovedkonkurrencen og tre i dessertkonkurrencen. På henholdsvis to en halv og to timer skal de overbevise et særdeles stærkt dommerpanel om, hvem der har forvaltet de udleverede danske råvarer til den mest sublime hovedret, og hvem der har skabt en dessert i absolut topklasse.

I alle årene har Mikkel Marschall, tidligere 'Årets Kok'-deltager, og konkurrenceansvarlig Theis Brydegaard egenrådigt udpeget deltagerne blandt kokke, som har gjort sig bemærket – og som regel en enkelt deltager man ikke lige forventer.

Intet nyt under solen denne gang

I 2018 er alt som det plejer at være, for jubilæumsåret er det første, hvor Mikkel, hans læreruddannede bror, Mads, og kredsen af ildsjæle omkring arrangementet ikke har fundet på noget nyt.
"Det kan efterhånden ikke blive større på havnen, hvor vi prioriterer, at publikum drages med ind i arrangementet," fortæller Mikkel. "Derfor må konkurrencerne heller ikke vare længere, for ingen gider følge med i seks-syv timers køkkenarbejde – og slet ikke på tv.

Der skal være nærvær, aktiviteter og hygge, for efterhånden kommer flere tusinde til øen fra ind- og udland for at få en god weekend og masser af nye idéer og råvarer med hjem", forklarer initiativtageren.

Solopgang over hele landet

Dét, der startede som branding af bornholmske specialiteter, har udviklet sig til et fokus på hele landets råvarer. "Det er blevet et både stort og dyrt arrangement, så vi har brug for, at branchens 'store' producenter og leverandører ser en fordel i at være med. Det gør de på grund af profileringen i konkurrencen og via det store madmarked, hvor alle råvarerne fra konkurrencen og meget mere kan købes med hjem."

For Key Account Manager Anette Haaning Charles er der heller ikke tvivl om, at BENT BRANDT naturligvis skal være sponsor for 'Sol over Gudhjem'. "Vi får på den ene side god profilering, men vi får også masser af inspiration til udvikling af vores sortiment gennem de idéer, der opstår i konkurrencen. Derudover handler det for os også i høj grad om de gode relationer, som skabes i samarbejdet omkring konkurrencen. Det er en kæmpe fornøjelse at mærke det store engagement fra både arrangørerne, deltagerne og publikum."

Og stort er det, men det ændrer ikke på, at det stadig er brødrene Marschalls mor og faster, der servicerer deltagerne backstage. Faster Ilse er efterhånden en legende, når hun på tiende år henter og bringer deltagerne i lufthavnen – under megen snak.

En rigtig solstrålehistorie…

Industrikøkken · Storkøkken · Køkkenudstyr · Storkøkkenudstyr

BENT BRANDT er leverandør til danske storkøkkener, restauranter og kantiner. Vi leverer alle former for inventar, maskiner samt serverings- og køkkenartikler.
Køb på bentbrandt.dk - også online salg til private.