close

Tårnhøje udfordringer

Det var Mogens Lykketoft, der fik idéen. Planlægning og godkendelse, hvor der skulle tages et hav af hensyn til den historiske gamle bygning, tog tre år - ombygningen et år. Men nu er den der, restaurant Tårnet på Christiansborg, og tusindvis af danskere og turister står i kø for at nyde maden og udsigten. Men netop højden bød på udfordringer, da køkkenet skulle bygges.

Restaurant Tårnet på Christiansborg
Restaurant Tårnet på Christiansborg.

7.000 bordreservationer allerede før restauranten åbner. I dag er tallet steget til 11.000! F&B direktør Jonas Preisler skynder sig dog at forsikre os om, at han sagtens kan finde et bord til os en af de nærmeste dage, for gæsterne bestiller i rigtig god tid. Man vil være sikker på at få en plads i de imponerende omgivelser, som nu huser restaurant Tårnet på Christiansborg.

I 100 år har rummet været pulterkammer, og man kan undre sig over, hvem der dengang har valgt at placere et pulterkammer her godt halvvejs oppe i Københavns højeste tårn – 106 meter – til opmagasinering af tonstunge gipsmodeller af slottets planlagte figurer og udsmykninger. Projektchef Lars Torstensen, BENT BRANDT, undrer sig i hvert fald. Han har prøvet, hvad det vil sige at få 4-500 kg tungt køkkeninventar løftet ind i det anretterkøkken, der er indrettet i tilknytning til restauranten. Og det var ikke nemt anno 2014.

Et ordentlig løft

"Under pladsen foran Christiansborg gemmer der sig en række rum, og belægningen i slotsgården kan ikke klare vægten af en tung kran," fortæller Lars Torstensen. "Derfor var det et krav, at vores kran skulle parkeres 25 meter fra tårnet, og med en løftehøjde på omkring 70 meter og vægten af ovne, komfurer, opvaskemaskiner, kølerum og køleborde – ja, så var kravet en ganske solid kran."

Men, men… En sådan kran vejer, og adgangen til slotspladsen går via Marmorbroen, der kun kan klare et vist tryk. "Men med stor hjælp og erfaring fra folkene på Christiansborg lykkedes det, og vi fik det hele koordineret med, hvornår Majestæten var på besøg, så vi ikke stod i vejen," fortæller projektchefen.

Den daglige udfordring

Også efter at restaurant Tårnet åbnede den 11. juni er logistik et emne, der fylder meget i dagligdagen, fortæller Jonas Preisler, der er F&B direktør hos Bojesen, som forpagter restaurant Tårnet. Bojesen, med Rasmus Bo Bojesen i spidsen, driver også bl.a. restauranterne i Operaen, og det er herfra forberedte råvarer leveres hver dag til færdiggørelse i det trange, men effektive køkken i Tårnet. "Vores vareindlevering skal efter planen ske i den fjerneste ende af Christiansborg, og så skal varerne transporteres gennem Folketingets gange, før det skal fragtes op i 'Lakaj-elevatoren' – en meget, meget lille elevator. Derfor er vi nødt til at bruge 'Konge-elevatoren', der er den elevator, som fragter folk op til udsigtsplatformen over restauranten."

Det betyder, at alle leverancer og al afhentning fra restauranten skal ske inden kl. 10, hvor udsigtsplatformen åbner og elevatorens fotocelle auto­matisk begynder at tælle til 50 personer – det antal, som højst må opholde sig på platformen ad gangen. Og en fotocelle kan ikke skelne transportvogne fra turister.

Traditioner i ny forklædning

Restauranten har plads til 104 gæster til frokost, eftermiddagskage og aftensmad. Gæsterne er bl.a. placeret omkring en ottekantet bænk i midten af rummet, som dækker over den kuppel, der befinder sig i Finansudvalgets mødelokale på etagen under restauranten. I tillæg til god mad baseret på danske traditioner i ny forklædning kan gæsterne nyde et 11 meter højt rum med imponerende buer, trapper, vinduer med formidabel udsigt og skulpturer og dekorationer fundet i pulterkammeret.

I køkkenet sørger 9 medarbejdere for tilberedningen i en indretning af rustfrit stål, som på grund af den begrænsede plads og skrå vægge er specialbygget til stedet.

Jonas Preisler og Pia Moreau
Konsulent Pia Moreau fra BENT BRANDT har været tovholder på igangsætningen af køkkenet i restaurant Tårnet sammen med F&B direktør Jonas Preisler fra Bojesen.

"Vi blev valgt til opgaven på baggrund af et indretningsforslag fra Christiansborgs arkitekt, Dorthe Andersen," fortæller Lars Torstensen. "Planerne blev efterfølgende tilpasset det koncept, som Rasmus Bo Bojesen lagde for dagen, hvilket bl.a. betød større anretterdiske, mere kølekapacitet og installation af en drikkevandskøler med mineralvandstilslutning. Vi var klar et par uger før åbningen, hvor BENT BRANDT konsulent Pia Moreau overtog indkøring, instruktion og opfølgning på projeket."

"Det er Folketingets Præsidium med Mogens Lykketoft i spidsen, der har fået idéen til at skabe en restaurant på stedet, og både herfra og fra Dorthe Andersen har vi mødt stor samarbejdsvilje. Det er jo ikke et sted, hvor man ellers er vant til at bo side om side med en kommerciel virksomhed," siger Jonas Preisler. Og han erkender, at det er specielt at arbejde under forhold, der indebærer, at medarbejderne skal være clearede af PET.

Det gjaldt også montørerne fra BENT BRANDT.

Industrikøkken · Storkøkken · Køkkenudstyr · Storkøkkenudstyr

BENT BRANDT er leverandør til danske storkøkkener, restauranter og kantiner. Vi leverer alle former for inventar, maskiner samt serverings- og køkkenartikler.
Køb på bentbrandt.dk - også online salg til private.