close

+1 om året

Målet er at åbne en ny forretning hvert år. Sidste år blev det godt nok til både et Airport Hotel og Fremtidens Plejehjem med café og kantinedrift, og da 2015-planen om at blande sig i toppen af dansk gastronomi med en ny gourmetrestaurant er på plads – ja, så bliver der måske også tid til at gøre Victors Madhus nummer to til virkelighed. Velkommen til historien om familien Bühlmann.

Historien starter for tre generationer siden. Farfar og farmor – Hugo Jensen og Aloisia Bühlmann – bliver i 1960 bestyrere på det dengang ultramoderne Motel Aalborg, indrettet på den tidligere herregård Scheelsminde i udkanten af byen. Det karismatiske ægtepar med passion for gastronomi og økonomi gør stedet til et landskendt spisested, og sammen med sønnen Peter køber de i 70'erne hotellet. Peter er uddannet tjener, søger ind til SAS som steward, bliver fanget af stemningen og uddanner sig til luftkaptajn. I 1979 overtager han driften af Scheelsminde – sideløbende med karrieren i luften – og mens farmor og farfar bor i et hus i parken ved hotellet, indretter Peter og hans hustru en lejlighed i værelsesfløjen, hvor datteren Anemette og hendes bror vokser op. Tredje generation er klar – og de skal i hvert fald ikke ha' noget med hoteldrift at gøre.

Med liv og sjæl

Efter gymnasiet tog Anemette et år til Schweiz, hvor far og mor vist syntes, hun havde det lidt for godt, som hun siger. Så de fik hende indskrevet på en schweizisk business-school, som ganske vist også var en hotelskole, men uddannelsen kunne jo bruges til så meget andet. En efterfølgende overbygning i Australien gav yderligere ballast til økonomikundskaberne.

Men under et besøg i Aalborg møder Anemette den kokke- og tjeneruddannede Danni, der er F&B-chef på Scheelsminde, og så er hotelbranchen ikke længere så uinteressant. Efter et ophold i Singapore kommer parret hjem, og her går der ikke længe, før Anemette og Danni får ansvaret for at genoprette hotellets gode ry og rygte.

For i 2001 vælger familien at sælge Scheelsminde til en hotelkæde, men den overtagelse bliver aldrig en succes. Så i 2005 køber Peter hotellet tilbage, og familien Bühlmann beviser, at der er realiteter bag det gamle familie-slogan 'Vi gør det med liv og sjæl'.

Bopæl på arbejdspladsen

Anemette og Danni bor i lejligheden i værelsesfløjen, som parret har overtaget. Farmor – eller mammy, som den 90-årige Aloisia Bühlmann kaldes – bor stadig i huset i parken, og hun har fortsat ansvaret for hotellets blomster og daglig stikprøvekontrol af rengøringsstandarden.

Familien Bühlmann
Familien Bühlmann.

"Mange spørger, om ikke familieliv og arbejdsliv flyder sammen. Men vi synes, det er rigtig positivt at bo her", siger den 31-årige Anemette. "Vores børn har altid nogen at snakke med, og vi holder standhaftig fast ved, at søndag/mandag er fridage, mens vi fredag/lørdag er meget opmærksomme på at være synlige for især vores selskabsgæster."

At maden spiller en stor rolle er tydelig, og det varme køkken suppleres af en bager og konditor, der bl.a. er kendt for sine bryllupskager. "Fra april til oktober har vi op til tre bryllupper hver weekend," siger Anemette under rundvisningen, der også fører os til det lokale, der nu indrettes til en separat gourmetrestaurant med nyansatte Dennis Carlsen ved gryderne. "Her skal der vindes konkurrencer. Samtidig laver vi brasserie i den gamle restaurant, så der også er et godt spisested for de gæster, der bor her," lyder udmeldingen.

Energi og synergi

I dag breder Bühlmann-familiens aktiviteter sig langt ud over Scheelsmindes jorde, men der er en god synergi i det hele. "Tag nu f.eks. badehotellerne Hjorts og Kokholm i Kandestederne, som vi har forpagtet," fortæller Anemette. "Her er der højsæson, når der er lavsæson på Scheelsminde – og omvendt – så ved at udveksle personale kan vi helårsansætte de gode medarbejdere."

Hjorts Hotel
Hjorts Hotel.

Det er ikke mindst i udnyttelsen af køkkenfaciliteterne på tværs, at synergien opstår – og ikke kun når det gælder det smukke selskabssted Svalegaarden i Hasseris, som familien forpagter, og hvor maden tilberedes på Scheelsminde. Da Danni blev inviteret med i styregruppen, der skulle se på mulighederne for at drive et køkken i Fremtidens Plejehjem efter tysk forbillede, kunne han konkludere, at det ønske ikke kunne opfyldes. I Tyskland findes pleje­hjem, hvor beboerne spiser og betjenes som på restaurant, men med den økonomi, der er til rådighed i den danske plejesektor, kan det aldrig blive rentabelt, kunne han konstatere.

"Danni blev så bedt om at strikke en anden løsning sammen, og det blev til Victors Madhus, hvor vi i et lille produktionskøkken tilbereder ældremad, sørger for kantinebespisning til 500 personer og laver spændende retter a la gadekøkken til den tjenerløse café, som er en del af huset. Bestilling og betaling foregår via en automat eller via mobiltelefon. Så er der økonomi i tingene," fortæller Anemette. "Og så laver Victors Madhus i øvrigt også maden til vores nye Aalborg Airport Hotel."

Luft under vingerne

Aalborg Airport Hotel er familien Bühlmanns hidtil største projekt. Hotellet åbnede den 1. oktober 2014 med 64 værelser, men installationer og planer for yderligere 40 værelser og en konferenceafdeling er klar. Anemette fortæller: "Lufthavnen har store planer om vækst, og her er et hotel et stort aktiv. Det henvender sig både til rejsende, der skal tidligt af sted eller kommer sent hjem, men også til de mange flybesætninger, der skal overnatte. Vi har lavet et koncept, hvor receptionisten også betjener baren og sørger for klargøring og servering af morgenmad og de tre forskellige 3-retters menuer, som vi får leveret friskbagt og frisklavet fra Victors Madhus hver dag. Allerede nu har vi en belægning på knap 50%, og et tilbud om 'Sleep&Drive' er blevet godt modtaget. Vi har lavet et samarbejde med en bilforhandler, så vi har to biler til rådighed til udlejning til bl.a. flypersonale, der skal blive i Aalborg i flere dage – en idé fra min far."

Aalborg Airport Hotel
Aalborg Airport Hotel.

Peter Bühlmann Jensen, far og luftkaptajn, leverer i øvrigt også inspiration gennem rollen som bestyrelsesformand i Anemette og Dannis forretning samtidig med, at han passer direktørposten – med succes – på Ruths Hotel i Skagen.

Forpagter formidles

Nu mangler vi kun at omtale forpagtningen af hotellet og restauranten på Nørre Vosborg i Vemb ved Holstebro – en fuldstændig fantastisk, renoveret herregård med faciliteter til kurser og store kulturelle arrangementer. Forhistorien kan Per Plesner, konsulent hos BENT BRANDT, fortælle lidt mere om. "Jeg var på konsulentbesøg på Nørre Vosborg og blev spurgt, om jeg kunne pege på en rigtig god forpagter, der både kunne holde en høj standard og drive en god forretning. Jeg kunne se, at det lige ville være en opgave for Anemette og Danni. Og jeg fik jo ret…"

Nørre Vosborg
Nørre Vosborg.

Så det er ikke kun tallerkener og køkkenudstyr, der er på programmet, når Per og Danni taler sammen flere gange om ugen. Men det er det nu også, for der skal jo en del til, når det handler om at stable en ny forretning på benene hvert år. Måske to…

Industrikøkken · Storkøkken · Køkkenudstyr · Storkøkkenudstyr

BENT BRANDT er leverandør til danske storkøkkener, restauranter og kantiner. Vi leverer alle former for inventar, maskiner samt serverings- og køkkenartikler.
Nu også salg til private. Køb online på bentbrandt.dk