close

"Nogen ta'r det tungt andre ta'r-det-let"

Det handler om mere end Danmarks største tartelet. Det handler også om to vestjyders enestående sans for på 5 år at gøre sig værdige til bornholmernes ubetingede accept og opbakning. Men det handler også om tarteletter - 30.000 stk. med 15 tons håndrørt fyld - bare i år.

Det var i aftennyhederne på TV2 Bornholm: Café Genlyd i Ekkodalshuset vil holde åbent hele året! En nyhed, der bekom øboerne vel al den stund, at kun 7 restauranter uden for Rønne holder åbent om vinteren.

Men de nye ejere af det gamle traktørsted havde besluttet at erklære 'den bornholmske lukkelov' krig. Selv om mange restaurantfolk er godt brugte, når sommeren går på hæld, havde Joan og Christian Froberg Dahl en ambition om, at deres nyerhvervede drøm ikke kun skulle være for turisterne. Stedet skulle drives på bornholmernes betingelser og med respekt for historien.

Derfor åbent hele året, og med mad på menuen, som øboerne ønskede: mormor-mad.

Drømmen

Caféen i det smukke bjælkehus fra 30'erne ligger lige ved indgangen til Ekkodalen, der er en del af Bornholms grønne oase, Almindingen. Det fantastiske naturområde besøges hvert år af 370.000 gæster, så da nyheden om, at Ekkodalshuset var til salg, nåede til Vestjylland, var Joan og Christian klar – mere end klar. Det var i 2013.

Året før havde parret besluttet at ændre deres liv. Christian droppede et direktørjob i filmbranchen, og Joan gik i land efter 7 år som krydstogt-receptionist og med erfaring fra mere end 25 års restaurantkarriere – fra opvasker til restaurantchef. Nu skulle drømmen om at få deres egen restaurant udleves. Alt blev realiseret, huset i Ringkøbing sat til salg – og solgt på 2 dage. Så det blev til 1 år i campingvogn, før muligheden på Bornholm dukkede op.

Tarteletten

Det var svigermor, der ønskede sig en STOR tartelet, så Joan gik i gang med forsøgene efter farmors opskrift. Alt lavet fra bunden.

"Det er ikke helt enkelt," afslører hun. "Når tarteletten er stor, ligger fyldet så længe på butterdejsbunden, at den bliver opløst. Derfor tog jeg kontakt til vores verdensberømte, lokale bagermester i Aakirkeby, Johannes Dam og Søn. Det blev til et rigtig godt samarbejde og rigtig mange forsøg – og det lykkedes. Formen er patenteret, og smagen er fantastisk. Butterdejsbunden i den 16,3 cm store tartelet holder til 500 gram fyld, og den ta'r jo immervæk lidt tid at sætte til livs." Og det er ikke alle, der kan nøjes med en enkelt. På Facebook udkæmpes en kamp mellem landsdelene, og Bornholm ligger i skrivende stund klart foran det øvrige Danmark. 154 af de 283 gæster, der har spist 2 Genlyds-tarteletter er lokale. 16 ud af 31, der har sat 3 tarteletter til livs, er bornholmere, mens ø-befolkningen lige kun akkurat fører 3-2 i kampen om toppen: 4 tarteletter i ét måltid. 2,3 kilo.

Den første, der spiste 4 tarteletter sluttede i øvrigt af med en isvaffel med 4 kugler. Det var en slank jyde, der tog flyet fra Billund frem og tilbage samme dag med tartelet-måltidet som eneste mål.

I takt med at Joans tartelet har givet genlyd, er salget vokset 35% hvert år. I 2018 er der serveret 30.000 stk. Det svarer til 15 tons fyld, hvoraf 6 tons er plukket hønsekød.

Cafe Genlyd

Alt sammen håndrørt i gryder på komfuret i det lille køkken og holdt varm i 4 suppegryder. Men nu har Joan givet efter for datteren Idas krav: Der installeres en kipgryde med omrøring i køkkenet, som samtidig bygges om efter BENT BRANDT-konsulent Kenni Elsborgs forslag. Ida 'flyttede ind' i februar 2014, fordi hun frygtede, at mor Joan ville slide sig selv op. Med en baggrund som tjener fra Munkebjerg Hotel, er hun i dag restaurantchef for et personale på 13 personer – inklusiv hendes far, der unægtelig er et markant indslag på stedet.

Musikken

Christian er manden, der har gjort Ekkodals-huset kendt for andet end tarteletter. Hen over sommeren inviteres til en række koncerter i den idylliske have, hvor der egentlig er plads til 700 tilhørere. Men der sælges kun 350 billetter, for der skal være plads til, at folk kan gå rundt og snakke med hinanden, siger værten, der har en meget klar målgruppe i sigte med valget af musikere og bands. "Det er 48+, som elsker Allan Olsen, Big Fat Snake, Sko & Torp og alle de andre gamle kendinge," fortæller Christian, der i øvrigt næste år bryder princippet om kun danske kunstnere: Gilbert O'Sullivan kommer til Bornholm.

Rommen

Det er sangeren Allan Olsen, der 3 gange om året er skyld i hektisk aktivitet, når Ekkodalsrommen frigives.

"Da vi hyrede Allan første gang, stod der i hans kontrakt, at der skulle være en eller anden eksotisk flaske rom til rådighed. På Bornholm har vi Danmarks eneste masterblender, så jeg spurgte Søren Beyer, om han ikke kunne lave en helt speciel flaske rom til mig. Det ku' han – men ikke en enkelt flaske. 240 flasker. Så jeg tog en dyb indånding, krydsede fingre og blev noget overrasket, da rommen var udsolgt på 2 uger. Det samme skete, da Søren lavede en ny Ekkodalsrom året efter, og nu er det blevet et samleobjekt, for vi laver fortsat kun 240 flasker, men 3 gange om året og med ny smag og historie hver gang. Og så laver vi også vores egen julesnaps og har vores eget bryg fra Svaneke Bryghus," fortæller manden, der også står bag øens første Krølle Bølle ishus.

Fremtiden

Trods 4 seatings á 140 gæster, må en mand i døren hver dag i sæsonen melde 'alt optaget' til omkring 150 gæster Det ærgrer selvfølgelig Christian, der i øvrigt også ofte uden for sæsonen står i samme situation. For bornholmerne har taget stedet, ånden og maden – også vintermaden med stegt lever, hjerter i flødesovs og lignende mormor-favoritter – til sig.

"Ja, hvad gør vi? Vi kan ikke bygge ud, så ryger stemningen. Vi kan ikke hæve priserne – den slags slipper man ikke af sted med her på øen. Og vi udvider ikke antallet af seatings, for gæsterne skal mødes af rene duge og pudsede glas. Den eneste mulighed vi har er, at få folk til at bestille bord. Men det er ikke nogen nem opgave," lyder det med en allerede tydelig bornholmsk accent.

For det er en af de udfordringer, Christian har budt sig selv. "Når vi planlægger nye tiltag, har jeg 'en 72-årig bornholmsk landbokone' i tankerne. Hende skal vi kunne kommunikere med. Hun skal synes, vi gør det rigtige og passer på historien," slutter manden, der trods alt kan se frem til, at hans hustru har mindre ondt i armene.

Kipgryden med omrøring er på vej.

Industrikøkken · Storkøkken · Køkkenudstyr · Storkøkkenudstyr

BENT BRANDT er leverandør til danske storkøkkener, restauranter og kantiner. Vi leverer alle former for inventar, maskiner samt serverings- og køkkenartikler.
Køb på bentbrandt.dk - også online salg til private.