close

Det skal være sjovt!

To venner med samme passion for god mad – og med fuldtidsjobs som kantineledere. Så køber de et nedlagt bageri, hvor de efter arbejdstid torsdag begynder forberedelserne til festmad ud af huset i weekenden.

16 år senere er passionen hos de to ejere den samme, men det 70 m2 gamle bageri er afløst af 700 m2 topmoderne storkøkken i Koldings industrikvarter som hjemsted for 22 medarbejdere og en succes, der rækker langt ud over kommunegrænsen og normal arbejdstid.

Foran bygningen holder 8 sorte, meget genkendelige varevogne på rad og række. De udgør en væsentlig del af markedsføringen af KokkeKompagniet, som de to venner Jesper Larsen og Thomas Hansen søsatte dengang i 1999. For med daglige frokostleverancer til 1.700 medarbejdere på 45 virksomheder og 1.500-5.000 festmenuer leveret ud af huset i weekenden er det synligt, at passionen for god mad også er blevet en god, stor forretning.

Kokkekompagniet

Smagen af et godt arbejdsmiljø

At maden er god, er også den bedste markedsføring, konstaterer de to indehavere. "Vi er så privilegerede, at kunderne ringer af sig selv. Når manden brokker sig over kantinemaden derhjemme, er konen måske godt tilfreds med den mad, vi leverer til hendes arbejdsplads, og så går snakken. Og den når langt. Vi har daglige leverancer til virksomheder i bl.a. Aarhus, og vi kører jævnligt turen til København med selskabsmenuer, fordi man har smagt vores mad til en fest her i hovedlandet," lyder forklaringen.

Og maden er god, for den smager af et godt arbejdsmiljø. "Det smitter af," siger Jesper og Thomas, der har flere medarbejdere, som har været med i mere end 10 år. "Det skal være sjovt at gå på arbejde, og det skal være en faglig udfordring. Derfor bruger vi heller ikke opskrifter, og alle byder ind med idéer. Vi laver alting fra bunden, og vi bruger kun friske råvarer – ingen frost – og med eget bageri og to bagere, er brødet højt prioriteret."

Kokkekompagniet
Brødet er højt prioriteret hos Kokkekompagniet.

Hver kunde er den vigtigste

Madstilen er klassisk og klassisk med et twist. Fin selskabsmad til rimelig pris, som det beskrives. På en gennemsnitsweekend fordeler de 8 varevogne omkring 1.500 selskabsmenuer primært i Trekantområdet, men når konfirmationerne er på sit højeste, leverer KokkeKompagniet nemt mere end 4.-5.000 couverter på dagen, og det kan stadig imponere de to ejere, når 250 ens fade står flot pyntet på det lange bord klar til pakning. En pakning der betyder, at mere end 6.500 transportkasser til stadighed er i omløb.

"Kunsten består i, at den enkelte kunde oplever, at de 15 couverter til hans eller hendes fest er dagens vigtigste ordre for os. Derfor har vi også et princip om at tage godt imod vores kunder, når de kommer for at aflevere kasser og service fra festen," fortæller Jesper og Thomas. "Vi hjælper med at tømme bilen, så vi samtidig kan få en snak om, hvordan det er gået, og hvordan maden er blevet modtaget – det giver os nyttig viden. Og vi kvitterer med et friskbagt brød, som kunden får med hjem."

Mens langt den største del af Kokkekompagniets anretninger leveres på porcelæn og melamin, er éngangsservice på vej ind ved større arrangementer, f.eks. gymnasiefester, " fortæller de to ejere, der af samme årsag med interesse ser på det udvalg af SP1S-engangsservice, som konsulent Klaus Klinge præsenterer dem for.

Jesper Larsen, Thomas Hansen og Klaus Klinge
Jesper Larsen, Thomas Hansen og Klaus Klinge fra BENT BRANDT.

BENT BRANDT-konsulenten færdes hjemmevant i KokkeKompagniets køkken, som han var med til at indrette i 2008, og omgangstonen afslører en god kemi og faglig respekt mellem de tre – eller rettere fire, for servicemontøren fra BENT BRANDT betragtes også som 'en del af familien'.

På arbejde 24/7

Apropos familie gør Jesper og Thomas meget ud af at skabe en arbejdsuge, hvor der også bliver tid til familie og fritidsaktiviteter – på trods af en arbejdsdag, der begynder kl. 5 og afsluttes af døgnvagt ved telefonen på skift. "Det er yderst sjældent, vi laver fejl, men vi har da glemt at sende brød eller smør med til festen, og skulle fyrene til polterarbend få gode idéer sidst på aftenen – ja, så ka' det da godt være, at vi kan trylle," lyder det fra de to kokke, der også selv deltager aktivt i produktionen til daglig.

Men Jesper og Thomas har indset, at de skal koncentrere sig om kerneforretningen. Et par år med forpagtning af henholdsvis caféen i en af byens kulturinstitutioner og en golfrestaurant gav for mange udfordringer.

Og det dur ikke, for 'det skal jo være sjovt', og passionen skal trives, så begge dele kan vokse sammen.

Industrikøkken · Storkøkken · Køkkenudstyr · Storkøkkenudstyr

BENT BRANDT er leverandør til danske storkøkkener, restauranter og kantiner. Vi leverer alle former for inventar, maskiner samt serverings- og køkkenartikler.
Nu også salg til private. Køb online på bentbrandt.dk